Link til dagens tekst klik på billedet

5. søndag efter påske. 17. maj 2020

Hurra! Nu må vores kirke åbne igen efter mange ugers nedlukning.

Nu bliver det igen tid til at mødes til gudstjenester.

Konfirmanderne skal igen fylde sognegården.

Dørene åbnes til kirkerummet til bøn og lystænding.

Kirken åbnes til forkyndelse af det håb, som vi har fået videregivet fra Jesus gennem disciplene; overbragt og fortolket gennem tusinder af år og gennem tusindevis af mennesker til os i dag.

Den videregivelse og enhed blev netop tydeliggjort i den sidste onlineøvelse, som konfirmanderne skulle lave, mens kirken var lukket. Confi20, hed opgaven - den årgang, der oplevede at få deres konfirmation udskudt. Øvelsen gik i al sin enkelthed ud på, at konfirmanderne skulle uploade et billede af dem selv på nettet. Det billede vil så blive sat sammen med fotos af konfirmander fra hele landet til en stor kirke. Alt sammen som et symbol på, at kirken består af os levende mennesker. Vi er de levende stene.

Og nu bliver det igen tid til at mødes og samles i den kirke, hvor unge - lidt forsinket - men alligevel fyldt med for­ventninger og drømme for fremtiden, bekræfter, at de hører til hos Gud.

Det bliver tid til at samles i kirken, hvor mennesker gennem tusinder af år og nu i dag bærer deres børn til dåb med taknemmelighed og håb.

Hvor elskende giver hinanden store løfter.

Hvor vi bærer vores døde til graven.

For alt det, der var, er og bliver klinger jo med, når vi går ind i vores kirke. Kirken er fyldt af sukke og sange, af tørrede tårer, af glæde og tak. For her går vi ind under den for­tælling, der er så uendelig meget større, end vi kan fatte.

Måske er det netop også derfor, det bliver så dejligt, at mødes i kirkens rum igen. Fordi vi bliver berørte af tanken om den historie, vi er fældet ind i, og den kirke, vi er dele af, for kirken er både en hård bygning og et levende fællesskab.

Kirken er blåt træ og døde mursten stablet oven på hinanden og holdt sammen af mørtel og cement.

Kirken er tradition og historie.

Men kirken er også et sted for levende mennesker, der søger sammen, fordi livet både er overvældende stort og ubarmhjertigt hårdt.

Og det der holder historien, traditionen og os sammen er, at Kristus, den levende Gud Søn, tror på os og vil fællesskabet og enheden med os. Kristus er hovedhjørnestenen i vores kirke, som hjælper os med at tro på kærligheden, som en mægtig kraft, der holder mennesker sammen, giver os i hinandens vold og giver os sprog og krop, så vi kan kommunikere.

Kristus er det udgangspunkt, der giver os mod, håb og fantasi til at være mennesker og være, ja netop kirke af levende stene, der tager budskabet til os og giver det videre.

 

Kærlig hilsen

Christina Holm Egelund

 

Til toppen

Mini-gudstjeneste 4. søndag efter påske

Mini-gudstjeneste St. Bededag

Andagt 3. søndag efter påske

Andagt 2. søndag efter påske

Prædiken til 2. påskedag 2020

Grundtvig skrev vores mest kendte påskesalme: Påskeblomst, da han var omkring 30 år gammel. Salmen tog form, da han en dag sad ved sin skrivepult og kiggede på en påskelilje. Dengang blev blomsten betragtet som en slags ukrudt. Den var nok datidens svar på mælkebøtten. Men påskeliljen fik alligevel Grundtvig til at tænke - og skrive. For han skrev om Guds søn, der opstod fra graven som en påskelilje! Han skrev om den simple bondeblomst, der blev ringeagtet som ukrudt, men som var stærk nok til at vinde over vinteren og bryde frem i lyset som forårets førstegrøde. Og sådan voksede påskeliljen i Grundtvigs tanker. Og det er faktisk Grundtvigs fortjeneste, at påskeliljen er blevet et stærkt symbol på håb og opstandelseskraft for os.

Måske er det også netop håbet og opstandelseskraften, der driver mennesker ud i haverne i dette forår.

Eller også er det COVID-19, der er årsagen til, at haverne har fået en ordentlig omgang kærlighed i år, for nu blev der pludselig tid til det, og følelsen af isolation drives en smule på flugt af arbejdet.

For som Grundtvig, fornemmer vi også, at der er håb i forårsplanterne.

Måske er det også derfor, at Johannes, som den eneste af evangelisterne, lader Jesus opstå i en have. Fordi der er håb i haven. Der er håb i påskeliljen og i alle forårsblomsterne, der efter en lang, mørk og kold vinter alligevel bryder frem af jorden og åbner kronbladene mod solen. Der er skjulte løfter om paradisets have, som klinger med, når alting spire og gror frem på ny.

Ja, måske ved Johannes - ligesom Grundtvig, at vi skal have billeder og noget helt konkret med for at forstå. For ingen af os er kun forstand. Vi har brug for at se, høre og røre.

Jeg kender fx en ung mand, som har mistet sin far, men han har gemt sin fars stemme på sin mobiltelefon, han har gemt den sidste besked, han modtog fra ham og den vogter han over som en høg, for her kan han genopleve en lille bid af far, når kærligheden river i hjertet og gør allermest ondt.

For ingen af os er udelukkende forstand og tanker, vores kærlighed har brug for det konkrete: kroppen, stemmen, kærtegnene ellers gør den forbandet ondt.

Og vi har brug for konkrete billeder på opstandelsen, for ellers forstår vi den slet ikke, for vi genkender den jo kun glimtvis og i brudstykker.

For opstandelsen ses kun i de flygtige øjeblikke, som åbner sig, fx dér hvor foråret bryder igennem efter en lang vinter og vi kaster os ud i bedene eller bare i en havestol med næsen mod solen.

Opstandelsen er der i glimt, når vi genvinder troen på, at det bliver godt igen.

Derfor har vi også brug for Grundtvigs påskelilje og Johannes´ havebillede og synliggørelse for bedre at kunne forstå. Nøjagtig ligesom vi har brug hinandens stemmer, gode ord og kærtegn for at forstå kærligheden.

Vi har, som Maria, brug for én, der kalder os ved navn, én der blidt hvisker vores navn, ved døbefontens vand, når du sidder alene i mørket og knuger en mobiltelefon med din fars stemme og igen engang på opstandelsens morgen.

Og måske er det netop denne tiltale vi hører, når vi ser blomsterne springe ud på ny. Når vi synger med på Grundtvigs salme om påskeliljen, der overvinder mørket og trodser kulden og spirer frem, og vækker glæden til live i os.

 

Glædelig påske!

Kærlig hilsen

Christina Holm Egelund

 

Den kærlige forudsætter, at kærligheden er i det andet menneskes hjerte”, sådan skriver Søren Kierkegaard et sted.

Det kunne måske stå som en slags overskrift til netop denne søndags evangelium og prædiken, for hvert andet år begynder påsken med en kvindes ødsle kærlighedshandling i stedet for æsler og palmegrene.

Påsken begynder med en kvinde, der salver Jesus med kostbar olie.

Hun får drøje hug for sin handling. Hun bliver skældt huden fuld for sin ødselhed og uansvarlighed af de fornuftige disciple. Og det er nemt at spejle sig i disciplene, især netop nu, hvor vi alle tilsyneladende er blevet eksperter i virologi, epidemiologi og eksponentiel udvikling i løbet af ganske få uger, for vi har også fået travlt med at korrigere hinanden. Vi bliver også hurtigt moraliserende over for hinanden, skubber til hinanden for at få andre til at ændre adfærd. Skammer hinanden ud.

Vi forstår godt disciplenes indvendinger mod uansvarlig adfærd i en tid, hvor vi i den grad er konfronteret med menneskets udsathed og hvor vores adfærd kan have konsekvenser for andre menneskers liv og helbred.

Jeg tænker ofte, at jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke er mig, der i øjeblikket skal regne på om det nu kan betale sig at lukke Danmark ned eller op; om COVID-19 og hensynet til de svageste vejer tungere end klimaet, økonomien, verdens fattigste, psykiatrien, dem der nu mister deres arbejde eller deres virksomhed m.v., for hvordan kan sådan et regnestykke overhovedet sættes op?

Vi ved jo fra os selv, at det sjældent er det, som vi kan regne på og måle, der betyder mest. Nej, det er derimod de øjeblikke, hvor kærligheden er på spil. Enten i sin smukke vidunderlige form, når mennesker blev givet til os som børn, børnebørn, gode venner, eller som den mand eller kvinde, der har fulgt os gennem dagene. Eller det har været kærligheden i sin smertefulde form, der hvor vi savner og sørger, og mister dem, som vi slet ikke kan undvære.

Så regnestykker kan umuligt sættes op!

Og denne palmesøndag handler om det samme. Den handler om kærlighed sat over for ødselhed, spild og beregning.

Palmesøndag handler om kvinden, der uden bagtanke, uden beregninger gør noget godt for Jesus. Og Jesus bevæges af hende og ser hendes intention. Han forudsætter kærligheden hos hende. For Den kærlige forudsætter, at kærligheden er i det andet menneskes hjerte”.

 

På den måde bliver kvindens kærlighedsgerning et billede på påsken, som vi går ind i nu.

Kvindens kærlighedsgerning bliver ligefrem en foregribelse af Jesu egen stædige og insisterende kærlighed - lige meget hvad der truer og venter.

 

Det giver os ingen fikse og færdige svar på, hvordan vi skal håndterer krisesituationer, men den insisterende og stædige kærlighed, kan måske alligevel give os kræfterne til ikke at smide hjemmeskolede børn i ”småt brandbart” på de nyåbnede genbrugsstationer J

Den stædige kærlighed kan give os kræfterne til at udholde ensomheden i den tvungne eller selvvalgte isolation.

Styrken til at undvære de fællesskaber, som ellers til daglig giver vores tilværelse mening og glæde.

Give os modet til at være overbærende over for hinanden, så der bliver bedre plads til de meget ængstelige og de knap så ængstelige. Plads til at vi fortolker krisesituationer på forskellige måder. Rum til at vi er kærlige og samtidig forudsætter kærligheden hos den anden. At vi vover at tro på, at vi vil hinanden det godt - også selv om vi forstår og fortolker forskelligt.

Den kærlige forudsætter, at kærligheden er i det andet menneskes hjerte”

Rigtig god påskeuge til jer alle sammen!

Kærlig hilsen

Christina Holm Egelund

 

 

 

 

 

 

Prædiken til Midfaste søndag

Prædiken til Midfaste søndag 22/3- 2020

Man kan ikke høre om ”livets brød” uden at komme til at tænke på nadveren.

Man kan ikke høre om nadveren uden at tænke på kirkens fællesskab.

Er der noget vi må undvære i disse coronatider, så er det netop kirkens fællesskab, gudstjenesterne og nadveren. Nøjagtig ligesom vi må undvære mange af de andre fællesskaber, som vi så naturligt plejer at være en del af: arbejdspladsen, skolen, idrætten, kulturbegivenheder.

For mig og mange andre betyder det et pludseligt tab af mening. For med ét er det kirkelige væk. Det er ikke vigtigt på samme måde, som fx de mange mennesker i sundhedssektoren der i øjeblikket knokler for at følge med pandemiens konsekvenser. Eller lastbilchaufførerne, der krydser landegrænserne på trods af smittefaren og bringer varer frem til os. Eller kassedamen i Netto, som til daglig møder alt for mange mennesker, fordi vi jo skal have brød på bordet.

Kirken derimod er lukket og alle arrangementer er aflyst! Og det i en tid, hvor vi måske netop har brug for et sted at gå hen med bekymringer, bønner og bange tanker.

Vi kan godt forstå det fornuftige i det.

Vores rationelle hjerne ved godt, at sådan må det være, hvis vi skal passe på hinanden.

Men hjertet kan ikke, for kirken er fællesskab. Tager vi fællesskabet væk, så har vi ingen kirke.

Fastetiden hedder den periode i kirkeåret, som vi befinder os i netop nu. Et træk ved fasten er at gøre noget anderledes for at skærpe opmærksomheden på Guds nærvær.

Og det kan vi så – forsøge at gøre noget anderledes- vi kan forkynde trøst og håb i en meget anderledes og svær tid.

For selvom vi ikke kan samles til gudstjeneste, så kan vi stadig læse evangeliet om Jesus, der er ”livets brød, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden”.

Vi kan lade evangeliet finde nye veje og forsøge at være kirke via de sociale medier, på hjemmesider, på TV og i radioen.

Vi kan selv finde nye veje at være ”livets brød” for hinanden på: Når vi griner sammen i mobiltelefonen, sender familie og venner en trøstende hilsen, holder modet oppe hos hinanden eller når vi mødes til en gåtur i solskinsvejret - og holder afstand, naturligvis.

 

Vi kan også forsøge at finde et anderledes fællesskab ved at ”synger sammen - hver for sig” om morgenen.

Vi kan være ”livets brød” for hinanden, når vi melder os som frivillige i en svær tid, og på den måde omsætter evangeliet til handling. Eller bare når vi forsøger at få hverdagen til at fungere med hjemmearbejdspladser, mens der samtidig passes børn og skabes hjemmeskole foran computeren.

På utallige måder bliver evangeliet til ord og handling, der hjælper os til at bekæmpe følelsen af meningsløshed og frygt, hjælper os til at finde styrken til at udholde ensomhed og isolation - af hensyn til hinanden.

 

Og så glæder vi os til, at det bliver godt igen. Glæder os til vi atter skal være i det kirkelige fællesskab til arrangementer, gudstjenester - og til vi skal dele nadverens brød.

Vi glæder os til igen at være kirke sammen.

 

God søndag og Guds velsignelse til jer alle!

Christina Holm Egelund